Hold styr på regler for udenlandsk arbejdskraft

Landbruget er en af de brancher, der ofte benytter sig af arbejdskraftens frie bevægelighed eller med andre ord, udenlandsk arbejdskraft, i den daglige drift. Årsagen til dette valg kan være forskellige, men for alle gælder det, at der er mange forhold, som er vigtige at være opmærksom på.

Det fortæller advokat Fatma Yandim fra ADVODAN Næstved. Hun arbejder meget med disse forhold i relation til landbruget, også i forhold til AgroGruppens medlemmer, og hun kan hjælpe, hvis man er i tvivl om, hvordan gældende regler på området er.

- Der er mange regler at holde styr på, når der skal ansættes udenlandsk arbejdskraft i landbruget. Det er vigtigt at kende reglerne, idet der kan være store sanktioner forbundet med manglende overholdelse af reglerne, understreger hun.

Direkte ansættelse

De mest anvendte metoder ved beskæftigelse af udenlandsk arbejdskraft i landbrugsbranchen er, at den udenlandske medarbejder ansættes direkte i landbrugsvirksomheden - eller at en udenlandsk virksomhed sender en medarbejder til at arbejde i Danmark for en dansk virksomhed.

- Hvis en udenlandsk medarbejder skal ansættes i virksomheden i Danmark, er det den danske arbejdsgivers opgave at sikre sig, at medarbejderen har den fornødne og gyldige arbejdstilladelse, hvis der er tale om medarbejder uden for EU/EØS-lande samt opholdsbevis for medarbejder fra EU/EØS-lande. Dette kan sikres ved, at en kopi af medarbejderens opholdskort/opholdsbevis opbevares.

Det er ikke nok at medarbejderen foreviser et skattekort fra danske skattemyndigheder, da dette altid ikke er udtryk for, at der er en gyldig opholdstilladelse/opholdsret.

Leje af arbejdskraft

Ønskes der ikke et direkte ansættelsesforhold med en medarbejder, men derimod at en udenlandsk virksomhed/vikarbureau sender en medarbejder til at arbejde i Danmark, vil der i stedet være tale om arbejdsudleje.

- Valg af denne form for udenlandsk arbejdskraft fritager dog ikke den danske virksomhed for alle sine forpligtelser som en arbejdsgiver, selvom der er tale om arbejdsudleje. Mange virksomhedsejere tror, at det er sådan og at det derfor kan være en fordel for dem med arbejdsudleje, men forpligtelserne gælder også her. Det er vigtigt at være opmærksom på.

Danske virksomheder, der indgår en aftale med en udenlandsk virksomhed om at ”leje” en medarbejder, hæfter for arbejdsudlejeskat på 30 procent samt AM-bidrag, såfremt disse ikke indberettes og tilbageholdes af den danske virksomhed.

- Det er således danske virksomhedens forpligtelse at tilbageholde og betale arbejdsudlejeskat og AM-bidrag. Denne forpligtelse kan ikke fritages ved at benytte arbejdskraft fra en dansk virksomhed eller vikarbureau, idet forpligtelsen om tilbageholdelse og betaling af arbejdsudlejeskat påhviler den virksomhedsejer, som bruger arbejdskraften, fortæller advokat Fatma Yandim.

Yderligere spørgsmål om regler for opholds- og arbejdstilladelse kan rettes til advokat Fatma Yandim, ADVODAN Næstved, tlf. 3078 8707 eller på mail: Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.