Fik gode kontakter på NutriFair

AgroGruppen viste flaget på messe og fik god respons

Der var pænt besøg på standen, da AgroGruppen Danmark udstillede på fagmessen for husdyrproducenter, NutriFair, i Fredericia den 18. og 19. januar.

- Mange lagde vejen forbi vores stand, og vi kom i kontakt med rigtigt mange nuværende og måske kommende kunder, som vi fik en god snak med og fik præsenteret vores rådgivning for, siger formanden for AgroGruppen, Lynge Jensen.

Det var første gang, AgroGruppen var på NutriFair, og Lynge Jensen regner med, at rådgivningsnetværket vil være repræsenteret på næste års udstilling igen.

- NutriFair er godt mødested for husdyrproducenter, og vi mener, at det er vigtigt for os at være med her. Her kan vi fortælle om vores rådgivning og hvad vi tilbyder, og vi kan komme ud med budskabet om, at det er vigtigt med et alternativ til det bestående rådgivningssystem. Vi fik god respons på vores deltagelse.

AgroGruppen Danmark benyttede messen til at markere sit 25 års jubilæum. Den landsdækkende forening består af omkring 40 selvstændige revisorer og andre med speciale i landbrug – alle uafhængige af organisationer.

- Ud over kontakten til landmændene er messen også et godt sted, når det gælder om at møde samarbejdspartnere, og vi fra bestyrelsen, der stod på standen, fik snakket med mange af vores kolleger i branchen.

- Vi vil gerne udtrykke vores ros til arrangementet, det hele fungerede rigtigt godt og der var styr på tingene, siger Lynge Jensen.

NutriFair-messen i Fredericia fik en fremgang på ca. fem procent i besøgstallet sammenlignet med året før. Samlet blev 2017-messen besøgt af 4.302 personer over de to dage.